Stina Sølvberg Thomsen, byrådskandidat for Enhedslisten Svendborg

Behandlingscenter bør gå i front med nye former for misbrugsbehandling

Læserbrev: Det er brandærgerligt, at lige præcis Svendborg Behandlingscenter ikke går i front, når det gælder veldokumenterede tiltag på “harm reduction”-området – heriblandt heroinbehandling og stofindtagelsesrum.

Stina Sølvberg Thomsen, sygeplejerske og folketingskandidat for Enhedslisten

Jeg havde ikke arbejdet længe som socialsygeplejerske, før jeg erfarede og fandt evidens for, hvor stor forebyggende og skadesreducerende effekt for eksempel heroinbehandling og stofindtagelsesrum har.

Så når ledelsen på behandlingscenteret udtaler, at den vedligeholdende medicin (metadon, heroin, suboxone m.m.) ikke ændrer noget, er det svært misvisende. Netop heroinbehandling har resulteret i store ændringer i det enkelte menneskes overskud til at indgå i blandt andet relationer og jobs.

Og stofindtagelsesrum bevirker, at flere bliver indskrevet i behandling og opnår bedre sundhedstilstand og nedsat overdødelighed. Det er vel også en slags ændringer, der har sin berettigelse!

Ikke alle ønsker eller kan få stoffrihed, men alle ønsker at have det godt! Det betyder for nogen, at selvmedicinering med stof er den eneste måde at have det godt lige nu. Det gør ikke det enkelte menneske mindre værd eller giver velfærdssystemet lov til at tilbyde “moderne” (fra 2012) effektiv skadesreducerende behandling i den ene kommune og grænsesætning og kontrol i den anden.

Jeg synes, at man fejler i sin behandlerrolle, hvis man tænker at første prioritet er at få folk ud af misbrug, i stedet for at fokusere på det, der larmer omkring mennesket. Vi skal jo hjælpe den enkelte med at genvinde kontrol og tryghed i livet, hvis det er det, der er behovet. Ikke fratage yderligere kontrol og tryghed ved at stille så store krav, at de ikke kan undgå at fejle.

Som slutbemærkning er jeg nødt til at påpege, at fixe heroin er her for at blive de næste mange mange år. Derudover fixes kokain og metadon i stor stil, hvilket giver en helt anden oplevelse med stoffet. Så fixekulturen er næppe uddød i nærmeste fremtid.

Så ja tak til udvikling i Udkantsdanmark indenfor harm reduction-området. Og ja tak til stofindtagelsesrum og heroinbehandling.